Er I der – øh Tansen?

Det er juli og et andet sted i verden er Roskilde Festival nu slut; Hovedstaden tager over når rock bliver til jazz, teltscener til museer, adamskostume til trench coats osv. Tilsvarende har vi engang haft en festival der hed Jazzmandu i Nepals hovedstad – spillestedet Jazz Upstairs er cult og Hyatt hotellet spiller op for de fine med klubben Hyjazz. For tiden har vi typisk Roskilde vejr og mens den alternativistiske musikelskende midlertidige provinsby udenfor Roskilde pakkes ned efter en solheldig version 08 er vores provinsbakkeby ramt af noget lignende “Roskildesmatten”. Men fremskridtet er på vej – Tansen by overhaler nu Roskilde Festival indenom med komplet cementstøbt spildevandssystem til aftagelse af de store mængder regnvand og særskilt rørsystem til drikkevand, til overflødiggørelse af bebyggelsernes individuelle tanksystemer. Det må jo glæde fastlæggere som os, men udgravninger og støbning midt i regntiden er af forskellige årsager ikke helt uproblematisk.

Roskilde?

Sara var her i ugen vidne til en voldsom ophobning af frustration mellem daglejere på omtalte projekt, der som oftest i nepalesisk konstruktørarbejde er kvinder. Det var ind under aften og tiden hvor kontraktholderen, en mand med svømmende øjne, skulle igang med dagens udbetaling. Uden helt at forstå baggrunden ser vi pludselig fra 1. sals restaurantvindue flere kvinder angribe hinanden i noget der udvikler sig til regulær slåskamp, fire mod en, før manden griber ind. Folk strømmer til, men mest for at se “freakshow” og ingen griber ind da syndebukken, en spinkel kvinde, hvis hår nu står ud til alle sider, vælter om i cement og jord og modtager flere spark. Heller ikke da vor mand med kontrakten og den halvsnaldrede adfærd beslutter at overtage afstraffelsen af syndebukken fra de andre kvinder – måske for at genoprette disciplinen – er der nogen der griber ind. Sara og vores nepalesiske kollega er nu løbet til og det eneste, der forhindrer manden i at tildele den spinkle kvinde yderligere slag i ansigtet med sin lædersandal er at Saras råb vækker ham af sin rus. Det var ikke muligt selv fra vore kollegaer og nære venner i Tansen, at få afklaret de nærmere omstændigheder. At det var kvinder og arbejderklasse syntes at være årsag nok for disse bymennesker, der i deres passivitet fuldstændig bekræftede den berusede arbejdsgiver i antagelsen, at han havde ret til så rå en form for disciplinær afstraffelse. Nepalesere kan blive utrolig flove når man åbenlyst konfronterer deres samfunds mørke sider. Den form for samtale, det giver anledning til, er underligt afkoblet fra den afgrund af vold og undertrykkelse, vi ved er her, men sjældent direkte bevidner. Vi chokeres over det, når det sker for øjnene af os. Mange Tansenboere har i tiden efter denne hændelse taget skarpt afstand fra vold, i ord i det mindste, efter at have set Saras chokerede reaktion. 

På Nanglo restauranten

 

Ude på landet har folk i denne tid travlt med at plante ris, hvilket kaster festivallen ropai af sig. Hele familier og tilrejsende slægtninge deltager i dyrkelsen af ris, den primære afgrøde, og i år, ifølge medierne, med større entusiasme end nogensinde. Den globale fødevarekrise kradser også i Nepal og da det er almindeligt også blandt folk, der er afvandret fra jordbruget at have jordlodder på landet, rejses der en del rundt for tiden for at sikre at alt beplantes optimalt. Det er en udfordring, oveni regnen, for organisationsarbejdet at folk for tiden næsten har for travlt til udvikling!

Men det er i denne uge alligevel lykkes Jakob og MS Nepals partnere i Palpa at færdiggøre rekrutteringen af en sekretær til vores distriktsteam, der samtidig vil fungere som oversætter. Det var en sjov proces, ikke helt uden knaster og uoverensstemmelser. Først inviterer man udvalgte kandidater til “skriftlig eksamen” i oversættelse og begrebsforståelse. En del var ikke i stand til at skrive Denenagari, det indisk-nepalesiske alfabet, på computer som påkrævet i jobbeskrivelsen – alligevel blev de af dem, der havde løst opgaven ok pr håndskrift, inviteret til interview. Dertil kommer at det jo ser bedst ud hvis vi organisationsfolk husker at kaste handling efter vores fine ord en gang imellem. Det gør man ved at invitere en kvinde og en med “anden etnisk baggrund” (hedder egentlig bare etnisk baggrund herude). Men det kom bag på de fleste at en kvinde faktisk havde klaret testen bedre end mændene og lå i top tre (anonym besvarelse havde givet hende førstepladsen). Da vi genvandt fatningen indså de fleste hurtigt fordelen ved at vi så ikke behøvede at invitere flere kvinder. Ligeledes blev “de etniske” sammenlignet og den bedste inviteret. Lidt en spøjs form for inklusion, sådan at bibeholde kategorierne mand, kvinde, etnisk – i stedet for at holde konkurrencen åben og eksplicit give et antal point for positiv særbehandling.

Skriftlig jobeksamen i Nepal

Interviewet – ja nu har denne signatur jo tilbragt en del tid på “håbefuld ansøger” siden af sådan et bord – nepalesere gør det afgjort anderledes. Vi havde i MS teamet svært ved at afgøre hvem der skulle sidde med, så ansøger mødte ikke mindre end 6 chefer – og må jo have tænkt at det var en meget betroet stilling! Med alle de spørgere varede interviewet ikke under en time. Emner som kvalifikation, erfaring, motivation, sekretærevner, mundtlig oversættelse samt IT og kommunitation blev således særskilt bedømt af de 6 chefer efter en sirligt inddelt pointskala; Hvor 7 point var normen, havde vore tilrejsende venner fra MS Nepal sikret sig op til 15 point hver i posen. Danskeren fandt sig hurtigt ene om at sidde og spørge ind til de andre chefers indforståede pointsystemer, der gav anledning til halve og i enkelte tilfælde kvarte point. Ligeledes ledte den endelige optælling til stilfærdig motivforskning fra dansk side da to chefer røg ud i genovervejelser af pointtallene til fordel for specifikke ansøgere. Alt andet lige endte vi med at anbefale en kandidat, der er mægtig kvalificeret, erfaren og velkendt fra tidligere arbejde hos et par af de lokale chefer – og dertil ung, mand og højkaste. Nu har danskeren så en ny kollega, rekrutteret gennem noget af det mest interkulturelle, der nok er foregået herude længe. Gad vide om nogen dansk arbejdsgiver fremover vil godtage “rekrutteringserfaring fra nepalesisk arbejdsmarked” på CVet?

 Alt det ovenstående brought to you by trådløst internet – i Tansen, Nepal!

 

 

 

Fra pressen – det ny Nepal

Fra “Det Ny Nepal”, som satiriske typer har foreslået slet og ret at døbe Neupal (engelsk Newpal), kan berettes om omfattende forandring. Vi er her nødt til at ty til pressen her da vi har været på sædvanlig afstand af begivenhedernes gang ude i Palpa distriktet. Officielt, efter Kongens Fald, starter nu Den Føderale Demokratiske Republik Nepal lige udenfor døren, man bevæger sig igennem dens landsbyer på vej til Himalaya, flyver over den med Buddha Air, sveder i dens lavland osv.

Landet blev allerede af den første Kong Shah, der samlede landet og regerede for op mod 240 år siden, sammenlignet med en sød kartoffel (nationalkartoflen Yam) mellem to store sten – “between a rock and a hard place” og “en lus mellem to negle”, som ordsprogene går på engelsk og dansk. Det er national selvforståelse vi kan forstå – giganationer som Kina og Indien har givet anledning til en “udad tabes, indad vindes” kultur, som kun andre småstatsfolk, danskere og lignende, helt kan forstå. Kastedeling har man også i Indien, men kun i Nepal er systemet ført ud i sin udsøgt raffinerede konsekvens af statisk hierarkisk samfundsorden. Men noget var alvorligt i gærde i 2001 da det meste af Kongefamilien blev udraderet (tilsyneladende) af en våbengal og ulykkeligt forelsket kronprins – tilsyneladende, må man tilføje i konspirationsnepal, for den afdøde konges bror, Gyanendra, der efterfølgende kronedes, antoges snart i folkemunde at have haft en finger med i spillet.

Gyanendra blev i onsdags til Ex-kong Gyanendra Shah – disposed, detronised, outered som han nu var ifølge den teatralske presse. Tidspunktet for pressekonferencen før turen gik til en ny borgerlig residens havde han særligt valgt ifølge stjernetegnene. “Journos” som journalister kaldes (lyder lidt som rhinos, men uden hensigt) havde for en tid “kronede dage”, helt bogstaveligt da de indtog tronstolen og lod sig fotografere foran udstoppede tigre og andet pynt, exkongen lod efterlade, til det kommende Paladsmuseum. Den sidste konge blev kun hos disse hofuvante journos sålænge det tog at læse en tale op, nemlig 13 minutter, og spørgerunden udeblev.

Kronen og scepteret skulle nu være behørigt afhændet til overgangsregeringen, der stadig forhandler heftigt om deling af den nye magt. Måske man skulle have afgjort kriterierne for hvordan man bliver præsident i det Ny Nepal lidt før? Det nyeste er at en gammel Mercedes, “vintage model” som Kong Tripuvan, bedstefar til Gyanendra, modtog i gave fra Adolf Hitler, er fundet i sikker, men ikke så god behold, inde i Paladset. Den skal da repareres til minde om bedre tider og ind på museet forlyder det. Ex-kongen er indtilvidere relokeret til et mindre jagtslot ude på kanten af Kathmandu.

Fra de nye ”politicos” (endnu et sigende Nepalengelsk udtryk), de repræsentativt valgte medlemmer af den grundlovgivende forsamling, lyder en vis kritik af al denne svanesangskongerøgelse. Dengang en anden Kong Shah for 100 år siden genkuppede magten fra nogle Rana politikere (forholdet Rana/Shah er legendarisk i Nepal), fik den detroniserede Rana kun sine sko med, samt en paraply fordi det regnede. Man mener stilfærdigt at en lignende metodologi kunne have være overvejet – i stedet for fortsat gratis husleje og politisk asyl til ex-kongen i form af vagtværn.

Et meget sigende billede, mesterligt fanget i Nepali Times, er fra den 601 m/k store grundlovgivende forsamlings første “sidning” (mødesession over flere dage). Her blev det for meget for kommunisten Kamala Sharma at møde kongrespartimedlemmet Purna Bahadur Khadka, så hun afførte sig sin sko for at slå ham (sko, evt. bundet i en ring og hængt om halsen, er den største nepalesiske ydmygelse). I valgkampens hede blev Sharmas mand dræbt og hvem andre end den politiske modstander Khadka og hans mænd kunne stå bag? Sharma overtog som nyenke mandatet efter sin afdøde mand og blev valgt stort ind.

Demokrati pr. bus

Originally uploaded by Sara & Jakob

”Welcome to democracy” står der på skiltene, som flere elever står og vifter med da vi ankommer til skolen i Damkada, Palpa. Det er idag MS Nepals demokratibus kommer til byen, og flere skoler er blevet kaldt sammen og udgør nu en velkomstkomite, hvis lige man skal lede længe efter. Som en slange bugter en levende vej sig; elever i alle aldre i hvide og blå uniformer klapper, råber og smiler hele vejen op til scenen. Da alle folk i bussen og ledere fra civilsamfund, skolekomiteer, lokalregering mv. har taget den humørsmittende tur æder menneskeslangen sig selv op bagfra og et hav af ivrige deltagere samles om en pludselig meget lille scene. Bussens indhold af plakater, lydsystem,teknikere, kampagnefolk og komplet teatergruppe fylder godt og organiseringen virker lidt kaotisk, på denne allerførste busdag.

Bambusdisciplin

Originally uploaded by Sara & Jakob

Efter lidt tekniske vanskeligheder på lydfronten tager programmet form og skiltene med ”welcome to democracy” finder hurtigt nye formål. Nogle ældre elever har fået til opgave ligesom at styre de yngste, og det gøres på kreativ vis ved at true med at slå ungerne oven i hovedet med skilteskafterne af bambus eller decideret (ikke hårdt) lige give dem et gonk oven i hovedet. Det er let, de står foran dem og et to tre hoveder rejser sig for at se bedre, og en to tre gonk. Sara spørger een af pigerne med bambuspind, om hvad hun skal bruge den til, og hun siger, til at få dem til at sidde stille. Jamen, de var jo til demokrati-slogans, og nå ja, det er rigtigt, det er da ikke nødvendigt at gonke dem i hovedet eller hvad?

En lokal organisationsmand siger, at lærerne faktisk er blevet meget bevidste om, at det ikke er så godt at slå børnene, at der må være andre og bedre måder at få dem til at lære at opføre sig ordentligt på. De har alle set en indisk film, som har inspireret dem. Nu mangler arbejdet så med at finde på andre sanktionsmuligheder, for det er tydeligt, at disse børn er vant til at blive opdraget med pinden forrest. At de ældre elever straks bruger pinden som trussel og at der hersker en legitimitet omkring denne metode, indikerer dette.

LOK-TAN-TRA! DE-MO-KRA-TI!

Originally uploaded by Sara & Jakob

Dagens tema er demokrati og lighed, børnene bliver opfordret til at råbe det, skrive det i luften med hænderne, med hovedet og med hele kroppen. Teaterstykket opstiller dilemmaer angående lige rettigheder til noget så konkret som rent drikkevand. Men en reel diskussion og opfordring til reflektion over emnet er der nu ikke meget af i dagens program. Der er ligesom for mange mennesker i for mange aldre og for lidt mulighed for interaktion mellem arrangører og publikum.

Til gengæld er der flere af børnene der får udnyttet tilstedeværelsen af de to udlændinge (altså os) til at øve noget engelsk. Med nervøsitet og smil nærmer de sig langsomt med spørgsmål som: ”What’s your name?”, ”Where are you from?”, ”What do you work with?”, ”Is he (Jakob) your husband?”, ”Where do you live?”. Erkendelsen af at vi bor i Palpa og snakker lidt nepalesisk vækker glæde!

Demokratibussen
Sidste år i december blev der i Danmark samlet ind til MS Nepals program og mere specifikt til at støtte et projekt hvor en bus fyldt med demokrati-oplysning skulle køre gennem udvalgte dele af det ganske nepalesiske land. Buskonceptet har været svært at forklare ude lokalt – for danskere er referencen til festivaller eller TV2s regionale programmer om sommeren måske klar nok, men det kommer vi jo ikke langt med i Nepal. Der har været forvirring om planlægningen men nu er bussen afsted og udgør pludselig et referencepunkt i Palpa – som en ny og anderledes måde at få noget til at ske på, som de siger i lokalradioen.

Nepals stemme stemning

vi observerer observatørerne bag en avis

Vi var trapped in Kathmandu på denne historiske valgdag den 10. april 2008, den fjerde sidste dag i det nepalesiske år 2064. Til gengæld for sådan at måtte undvære Tansen havde vi mulighed for at vandre rundt i menneskefyldte, men trafikløse gader og indsnuse atmosfæren, observere observatørerne og generelt nyde denne ene demokratiske dags lovning om forandring for det kære nepalesiske folk. Folk stod vanligt tidligt op og flokkedes på skoler, ved templer og andre valgsteder og da vi nåede frem op af formiddagen var der allerede gået gågadestemning i den med snackboder, klirrende pigelatter, børn på cykler og mænd i samtale eller med radioen tæt til øret – mangfoldigheden af politiske aktivister var allerede kørt lidt trætte i det og sad i partifarvede grupper med kasketterne ned over øjnene. Enkelte steder langhårede fyre i freds T-shirts, guitaren ved hånden og en ærlig sang på læben. Visse steder ude i landet gik det bestemt mere voldsomt for sig, men FN og Indien var hurtige til at anerkende det som en alt i alt fredeligt forløbet national historisk valghandling.

Palle alene

valget rydder gaderne i 24 timer

Valget lagde gaderne øde på grund af et særligt påbud indført i 11. time om bilfri valgdag, med kørsel begrænset til dem med tilladelse. Så smukt så det ud og det føltes også næsten helt sundt at gå rundt i, kun afbrudt af de tilladte presse- observatør- og politipatruljer, samt en mængde shuttlebusser, der skulle til for at fuldbyrde turisthøjsæsonens illusion om at intet er vigtigere end de tilrejsende, selv denne dag. Ved fraværet af naturlig fartbegrænsning rasede de vigtigt udseende køretøjer afsted, alt hvad remmer og tøj kunne holde. På den fotograferede vej snegler den blandede trafik sig normalt afsted med højst 30 -40 km/t!

Mens vi venter på “Valgets Vinder”

valgets forseglede stemmebokse

Selve valgdagen kan faktisk føles lidt som et antiklimaks, specielt når valgkampen har været hektisk og valgets chance for gennemførelse overhovedet i høj grad betvivlet. Selve den spændende og vanskelige optælling kunne så begynde efter valgstedernes lukning kl 17. den 10. April, men også her er forspillet, med forsegling af stemmebokse og fragt under bevæbnet politibeskyttelse og partirepræsentanters tilstedeværelse, en vanskelig affære. Tidlige prognoser fra den fagre nye verdens Kathmandu, med elektroniske stemmebokse, tikker nu ind allerede et døgn efter valgstedernes lukning. Men systemet er komplekst og sammensat af to forskellige valghandlinger, det traditionelle first past the post og et proportionelt system. Særligt sidstnævnte nye system tager tid at tælle op, idet en del vægtet kalkulation spiller ind – det er ligesom hele logikken bag systemet at det ideelt skal inkorporere de marginaliserede befolkningsgrupper i en afbalanceret udregning baseret på særlige minimumskrav til repræsentationen af kvinder, geografisk marginaliserede, etniske mindretal osv. Så i modsætning til forrige valg i 1999 der tog et par dage at tælle op er udsigterne nu 2-3 uger.

Kvinder for sig og mænd for sig

er jeg på listen?

En vælger finder sig selv på listen, midt i et talrigt opbud af unge mænd, nogle identificerbare med partibadges, andre bare til stede. Visse valgsteder førte angiveligt ved kvindelige lederes insisterende mellemkomst en Kun Kvinder politik i forhold til valgmedarbejdere, politiopbud mv. Vi så det ikke selv men kan da godt sætte os ind i at sådanne provisioner kunne skabe opmærksomhed om den kønnede og i grunden meget aggressive virkelighed, opløbet til et valg kan være, særligt i et land som Nepal. Den fredelige kultur til trods er det reglen mere end undtagelsen at politisk motiveret vold gør sig gældende. Såkaldt booth capturing, hvor unge parti aktivister stjæler stemmeboksen, hvis de fornemmer udfaldet peger den gale vej, er den mere ekstreme form.

Ifølge forlydender kan ca. 15 valgsteder se frem til et omvalg som følge af obstruktion.

kasketmaoister

Unge og gæve ser de jo faktisk ud og piger og det deraf følgende spil mellem kønnene er der også plads til. Alligevel er dette valg alvor og mange individuelle og kollektive fremtidsudsigter afhænger af det. Partier spiller i Nepal en opbyggelig samfundsmæssig rolle, men giver samtidig anledning til en mere doktrinær og mobiliserende, tendentielt voldelig form for sammenstød. Partier har ned gennem samfundsstrukturen delt alt imellem sig, uddannelsesinstitutioner ikke mindst og som ung gør man faktisk klogt i at lade sig indrullere, der hvor man mener ens muligheder maksimeres – for talenter gør det ikke i sig selv. Maoistpartiet arbejder på at tilkæmpe sig plads på alle planer i en virkelighed, der er delt på forhånd mellem de etablerede politiske positioner.