Tegningerne rummer alt fra sorgens tårer til håb. Der er en dreng med kun et ben, efter at han sammen med sin søster gik hen til en mine, der så spændende ud – de ville bare lege og så sprængte den i luften. Der er en skolegård, hvor børnene må dukke sig for ikke at blive skudt i krydsilden, fordi skolen er omdannet til kampzone mellem de stridende parter. Der er også en tegning hvor regeringssoldaterne og maoisterne står med hinanden i hånden og taler om fred.

Troede det var legetøj...

Tegningerne er tegnet af børn, der i Nepals 10årige borgerkrig (1996-2006) enten har mistet en forælder (eller begge), en søster, en bror, en ven eller en veninde. Det er børn der måske har været fanget i krydsilden mellem den maoistiske oprørsbevægelse og regeringssoldaterne, når de skulle hjem fra skole eller når de legede i skolegården, eller som har været taget til fange af enten den ene eller den anden part. Børn der er blevet presset til at deltage aktivt i en konflikt, som de voksne startede – det som kurerer eller bærere, kokke eller soldater med våben, deltagende i kamp. Nogle af dem har også meldt sig frivilligt, i trods, af (økonomisk) nød,eller med hævn for øje.

Et dårligt minde

En helingsproces

Ovenstående tegninger så jeg forleden dag på Patan Museum, og de var et resultat af en igangværende helingsproces, som den nepalesiske organisation HimRights og FN’s børneorganisation Unicef prøver at facilitere. Børn fra 10 distrikter – alle direkte påvirkede af konflikten – har igennem gruppesamtaler og kreative udfoldelser, som tegning og skrivning, prøvet at få sat ord på det, de har oplevet, og få tilliden til sig selv og hinanden tilbage. Program koordinatoren på projektet fortalte, at eet af landets store udfordringer er, at vi jo har en hel generation her, som er vokset op under konflikt, og som har set og hørt forfærdelige ting. Frygten er at de i fremtidige personlige som samfundsmæssige konflikter, vil reagere voldeligt eller asocialt grundet det de har oplevet. Lige netop derfor er projektet vigtigt. Både for børnene selv i en selverkendelses- og forsoningsproces, men også fordi deres oplevelser gennem bl.a. denne udstilling er blevet delt med andre nepalesiske børn og voksne, som måske måske ikke har gennemgået det samme. Sikkert er det dog, at de alle har været påvirket af konflikten.

Børn læser digte

Reintegration of børn i krig

Organisationen JMC (Joint Movement for Children), som jeg har arbejdet med herude, har været involveret i et lignende program. Mere specifikt har deres program handlet om, at reintegrere de børn og unge, som har været involveret i konflikten (for Maoisterne), i deres lokalsamfund igen, hos deres familier i Palpa distriktet og nabodistriktet Nawalparasi. Børnene, de har arbejdet med, er både piger og drenge og fra forskellig kaste og etnisk baggrund, men fælles for mange af dem er, at de er kommet fra fattige kår, og har meldt sig hos Maoisterne for af tjene penge (penge de aldrig fik). De er nu i gennemsnit 16-17 år, men nogen af dem er helt nede i 12 års alderen, og projektet har involveret omkring 200 børn i alt.

En piges oplevelser

Fordomme og normer om hvordan de bør være. En pige bør opføre sig på en bestemt måde, og hertil hører ikke, at sove væk hjemmefra (da hun jo kan blive uren af det. læs: have sex), og at agere som om man er lige så meget værd som manden. Samtidig har flere af pigerne oplevet voldsomme ting, som kan være svære at fortælle om bagefter

Her har organisationens socialarbejdere og psykosociale rådgivere både arbejdet direkte med børnene gennem samtaler ved at lytte til dem og anerkende deres problemer, og hvis nødvendigt foreslået andre konfliktløsningsmetoder end aggression. Lokalsamfundet er også blevet involveret. Især har de eksisterende børneklubber spillet en stor rolle i indlemmelsen af de tilbagevendende børn, og ført an i at tage kontakt, og lege på lige fod (faciliteret af JMC, som har holdt møder med børneklubberne om alles lige værd og dermed sensitiveret dem til at modtage de hjemvendte). Selvfølgelig er skolelærere og forældre også blevet aktivt involveret, og udfordringen har her til tider været, at overbevise dem om, at barnet har brug for kærlighed og ikke afstraffelse for det, de har været med i. Organisationens holdning er (og den prøver de meget aktivt at viderekommunikere til lokalsamfundene), at børnene ikke viste bedre. De var ofre i de voksnes konflikt, og de skal tilgives.

Spildte år?

Der tændes lys for børn dræbt under konflikten

Folk sidder afventende fra morgenstunden

Inklusivt politikorps i arbejde

Politiet ser i dag mere funktionelle ud (normalt dasker de afsted i gaderne med hinanden i hånden – jamen det gør de altså!) med walkietalkes, stave eller kæmpe geværer vogtende over henholdsvis nyligt landet helikopter (på slaget 12.00 dut) og rådhuset, hvor de vigtige personer opholder sig. Hvilke vigtige personer det er, kan vi stadig ikke få bekræftet – der er en hvis forvirring nu, er Prachanda her eller ej?

Ingen vil indrømme, at han ikke kommer. Jakobs ene kollega, en velinformeret radioleder kendt for at sige tingene ligeud, siger, at han har fået bekræftet, at Prachanda ikke kommer. Med den viden skulle han alligevel høre på, at en fodsoldat fortalte ham, at: ”Prachanda kommer, bare vent, han kommer liiiige om lidt”. Rysten på hovedet.

Er det mon Prachanda der kommer der?

Nu præsenteres Minister of Defence som æresgæst og det er officielt. Det er ham og ikke førstemanden der dukker op i dag. Det er der nu stadig ikke nogen der har offentliggjort.  Vi opgiver at stå i solen og se på og i høj grad blive set på, og følger vores maver på jagt efter frokost. Op gennem byens gader kan vi nu fra de mange små butikker høre Forsvarsministeren tale; der er tændt for radioerne, og imens hans stemme strømmer ud på gaden (både fra radioer, men nu er højtaleranlægget også skruet op og hans stemme høres klart oppe ved byens højereliggende bebyggelser), er vi ikke de eneste der ryster på hovedet og siger.”Det skulle have været premierminister Prachanda deroppe!”

Er han mon kommet nu?

På vores stamrestuarant Nanglo (hvor de i øvrigt kunne fortælle, at de havde serveret nepals nationalret nr. 1 dalbhat for æresgæsten) og nede hos mælkedrengene mener de, at Prachandas bortblivelse har at gøre med sikkerhed eller rettere manglen på sammen. Vores fredelige Tansen, ja det kan være svært at tro. For os vil dette alligevel blive husket som dagen, hvor vi længe troede vi skulle se Nepals førstemand – dagen hvor vi næsten mødte  Prachanda.

Sara på en Himalayatop

Sara har været på velfortjent ferie sammen med Ida, tilrejsende veninde hjemmefra og sammen har de nydt at vandre i Annapurnabjergene og slappet af på begge sider af trekket - luksus på et resort i Dhulikel, udenfor Kathmandu og knapt så meget luksus i autentiske Tansen og det gule hus på bakken, der jo vil dufte lidt af overvintret sommerhus. Det blev også til en lille “red verden” mission i bjergene, da et trekkingbureau, Chettri Sisters tilbød kvindelige portere – men kun til women only selskaber. Det blev så i selskab med en meget spinkel lille pige uden forfærdelig meget stedsans – men hyggeligt og unikt var det. Efter en lille uge i Tansen – Jakob på “arbejde”, så meget som det nu kunne blive til med ugen hullet som en schweizerost, af halvhellige dage op til den helt store fetival – gik turen videre til Chitwan. Stedet med varme, mere varme og chokoladefarvede floder, elefanter og næsehorn – og denne gang i alle størrelser. Små næsehorns-kampvogne dominerer billederne, altså dér hvor der var udsyn for lutter kinesere på elefantryg! 

Ida på Patan Durbar

Mens den vilde storvildtsjagt således gik blandt pigerne var Jakob involveret i et drama på langdistancen – omkring den allersidste detailplanlægning Familien Flegum og Nærmeste Omegns besøg i Nepal. Mens dette skrives er der to timer til de lander fra Delhi - så de lander altså – selvom det så hedt ud en overgang. Fra Delhi lufthavn udgik en stribe rygter om behovet for visum, bare til ophold i lufthavnens internationale transitområde- langt de fleste danskere på ruten har så lang tid at de er nødt til at være i transit på lufthavnshotel eller inde i byen. Men egentlig ikke Flegumfolket, viste de sig endelig – men da havde et flertal af familiemedlemmer også været i København på Indiens Ambassade og mobiliseret al forhandlingsevne med assistance af Brumleby. En clerk på ambassaden havde lovet mere end han i sidste ende fik lov til af sin øverstbefalende – det er vist ikke forkert at sige at Indien har arvet det værste af britisk bureaukrati fra kolonitiden. Samtidig var et vist rejsebureau, der nogen gange minder lidt for meget om et Sengetøjslager, vist ikke helt oppe på dupperne. Men lad nu det ligge.

Puja Swastika på gammel bil

Mens Ida og Sara ordner det sidste shopping ’n' seeing – og planlægger det ultimative endelige Spaophold, to end all Spaophold’s, inden Idas hjemrejse på fredag, vaskes der bil og gøres ved på Mellemfolkeligt Samvirke, så vi kan få en god road trip med det største antal gæster, nogensinde set herude, med vores briller. Vi har endda fundet et gammelt børnesæde i kontorets gemmer til Kaya! Som det ses på billedet har den gamle Hilux fået Dashain puja - ja det er det farverige Swastika på kølerhjelmen. Den har nu ellers, trods manglende puja sidste år, ikke haft nogen ulykker i det forgange år. Denne omgang puja er kommet til – formentlig i selskab med kokosnødder, alternativet til gedeslagtning - mens Jakob har været på tur i en ny Hilux, med aircon, godt vejgreb og al slags moderne bekvemmelighed. Så nu overvejes det kraftigt, hvilket sofasæt på fire hjul og fjedre, der mon vil gøre det bedst til turen. Formentlig dén med aircon – til trods for al Dashains auspicious puja!

MS Nepals helt store demokratikampagne, som den velbevandrede Itsibitsilæser vil kende under navnet Demokratibussen er nu så godt som parkeret. Så hvorfor ikke markere denne overgangsrite med en digterisk salut a la At Tænke Sig, på Politikens bagside?

Farvel Bus,

du er og bliver

ømtåleligt med os,

i ambivalens.

Født er du,

af kløgtig kampagne,

“TV Lorry i Nepal”,

Tænkte nogen ...

Hvad tænkte Nepal?

Demokrati på hjul

“Peace for Alliance”

Kathmandu og fest.

 Du viste os film,

Filmede dig selv,

Teatertrup og leg

 Alt i én køre.

Du gik op i det,

Budgettet er brugt ,

Evalering venter,

 Hvad huskes nu?

Meninger mange,

skal brydes igen,

Genstart dog bussen!

På antabus.

 Selvkørende,

er vel nu Nepal.

Demokratiets vej,

hullet og lang.

Sådan kunne man jo blive ved i det uendelige, stadig uden helt at få indkredset, hvori dilemmaet og følelsen af ambivalens vis a vis denne Buskampagne egentlig bestod. Hovedanken er måske at der i kampagnens form synes at være en kontrast til MS identiteten, partnerskabstilgangen, det interkulturelle aspekt. Det kan måske beskrives tidsligt. Hvordan kan vi pludselig lancere noget der i den grad modsiger kapacitetsopbygningen og det lange seje træk, som partnerskaberne forsøger at repræsentere? En buskampagne, der lander i hver landsby et par timer, én dag og gennemspiller en serie aktiviteter – det forekommer unægtelig overfladisk. Den mest effektive aktivitet ombord var teaterstykket – en aktivitet, der allerede baserer sig på lokale resourcer med forstand på distriktet og for så vidt ville kunne gennemføres uden den fordyrende Busomstændighed. Sådan er der utallige og dybest set trættende indvendinger, at gennemgå – det vil vi her udfri læseren for.

Men en interessant observation skal dog med; bussens slogan – demokrati som en måde at leve på, går fint på engelsk, democracy as a way of life, men på nepalesisk nagede det i stigende grad denne signatur, at en fornemmelse af at noget var tabt i oversættelse og kulturel konnotation, ikke helt kunne benægtes. Det var som om Loktantra – ek jiwan et-eller-andet kom til at lyde som en varedeklation for én bestemt livsform. Ikke demokrati, som forankring i hverdagsliv og lokale beslutningsgange, for alle nepalesere, som vi kunne håbe. Men snarere demokrati med en undertone af én måde at leve på - den fede måde! Det understregedes unægteligt af at de unge kampagnefolk, ombord på bussen spejlede en urban coolness og storbyidentitet i påklædning, omgangsform, sprog og udstråling – alt sammen noget der stofligt og reelt understregede en kulturkløft i forhold til landsbyernes befolkning, unge som ældre. Unge i landsbyerne kan selvfølgelig til en vis grad vælge at iføre sig hippe jeans og solbriller og følge med på tv, så længe de har bare lidt resourcer at rutte med. Men dermed ville de unge jo bare redde sig selv i “springet” over kulturkløften. Dette ville aldrig være noget der byggede bro og skabte nye fortællinger om demokrati, som en ny vej for hele folket, for lighed, deltagelse og involvering. Demokrati tenderer måske snarere at være en “vogn”, som nogen føler sig skabt til at hoppe med på, mere end andre. Det er et begreb der bejler til magteliter – enten en politisk, en økonomisk, forretningsmæssig, eller en kulturelle elites lækre livsformer – demokrati som én måde at leve på, hvis du har råd og kan følge med!

Bussen parkeres nu og strippes for slogans – en mængde råbånd med videooptagelser fra samtlige busindslag skal klippes ned i overskuelig størrelse og som digtet ovenfor, evalueringer og erfaringsopsamling vil være næste skridt. Forhåbentlig er MS Nepal dermed klædt anderledes på, næste gang Nepal udvælges som landsindsamlingstema.

Jamkaos udenfor Kathmandu

Trafikjam, et godt fordansket ord, er et komplekst fænomen, uanset hvor i verden det optræder. Årsag og virkning fortaber sig ofte, men konsekvenserne er til at tage at føle på uanset om det er på Holbækmotorvejen, ringvejen om Paris, det store vejsystemer om LA og NYC – eller det bare er på den eneste til- og frakørsel til Kathmandudalen, ad hårnålesving og smalle hullede landeveje i selskab med hele Nepals mangfoldighed af køretøjer. Kaosteori har prøvet at bidrage med løsningsforslag, helikopterbemanding er ofte i sving rundt omkring i verden – og i DK har et forslag om skemalægning af trafikanters afgang hjemmefra, planlagt efter forstadernes geografiske beliggenhed, 10 minutter før og efter hinanden, været oppe og vende kort.

Govinda ser muntert til

Nepal behøver i grunden ikke kaosteori til formålet – et regnskyl er nok til at gøre arbejdet, idet der sjældent skal mere end en skylle til at aflive mængderne af lastvogne der allerede kæmper for livet på begge sider af Kathmandupasset. Læg dertil en egenrådighed, der tilsiger samtlige trafikanter, selv meget langsomt bevægende lastbiler, at kaste sig ud i elefantvæddeløb. Når trafikjam sætter ind i Nepal, og alle i grunden er i samme båd, sneglende sig fra begge sider forbi de uddøende lastbiler – vedbliver en stor andel køretøjer at overhale køen og stoppe ethvert hul til langt over i tredje – fjerde vejbane. Tænk på de opportunistiske motorcyklister på de jyske motorveje og forestil dig så at selv en truck eller bus, lastet til bristepunktet med vådt sand, et læs bøfler, sækkevis af ris eller bare mennesker, presser sig igennem modkørende trafik ad ikke-eksisterende vejbaner mellem vejbaner på denne måde.

Denne gang kostede et regnskylsjam os fire ekstra timer – og et opkald til Kathmandus “trafikpoliti” efterlod et indtryk af at alt var normalt. Govinda fra MS Palpa, Jakobs nyeste kollega, var med for første gang for at besøge MS Nepal HQ og han tog det sådan set ganske roligt til trods for en til tider glødende chauffør.

Skred i Palpa

Vi havde ellers oplevet en planmæssig afgang fra Palpas bakker ved daggry, ad vej der i de seneste uger gentagne gange er blevet blokeret af gevaldige mudderskred. To dozere var i alertposition i nærheden, idet der på Siddharta Highway, fra lavlandet gennem Palpa og op til Pokhara, er præcedens for skred i monsunen. Men senmonsunen har vredet en forsinket og gevaldig våd svamp over Nepal i flere omgange – over det fjerne vest, hvor floder gik over deres bredder og skyllede huse og veje væk, over vest med nye jordskred, Kathmandu med nye gadeoversvømmelser og trafikjam og over det østlige Nepal, der i forvejen er hårdt ramt af oversvømmelser, som følge af et digekollaps. Palpavejen var fuldstændig forflyttet ud over et stort lag stabiliseret mudder ned mod floden. Men faktisk var de største skader sket udenfor Palpa denne gang – så tæt på Butwal som man kan komme. Det der tog længst tid i udbedringen af vejen vedrørte naturligvis ledelsen af dozermaskinerne – hvergang et lille motorproblem meldte sig skulle en attest udskrives og en tidskrævende proces med tilrejsende chefer gik i gang. Jakobs partnere nåede flere gange at vandre hen over mudderskreddene – de skulle jo videre i teksten til træninger, mv. Kun MS Nepal stod tilbage og måtte aflyse en længe planlagt workshop i Nepalgunj. Den ligger nu midt i Jakobs ferie med tilrejsende familie og venner i stedet for – nice!

Vi er i et land og en region der egentlig for ganske nylig havde selvbestaltede, ganske små, udbryderrepublikker – en trend der bestandigt i vores tid herude, har truet med at gentage sig i mindre komiske gestalter – fra Limbustan og Gorkhaland, langs etniske linjer til mere politisk-geografisk optændte drømme om een lang udbryderrepublik i hele lavlandsbæltet op og ned ad Indiens fattige delstater Bihar og Uttar Pradesh. “Pradesh” betyder delstat og det var netop det begreb, rimende på den lavlands nationalistiske identitetsmarkør, “Madesh“, der blev anvendt i udbryder-slogans. Føderalisme venter vi på – “Sanghiya” – det næste modebegreb.

føderalisme i Nepal ifølge Maoisterne

Men jo, “Busrepublikken” lever og har det godt – nu også med forskellige mere eller mindre færdigudviklede sprogpakker, Hindi og grænselandsdialekten Awadi, om bord. Nogle af os gamle udviklingsarbejdere havde selskab af en ung dansk frivillig – eller MTV, “midterm volunteer“, som deltagerne i Global Contact programmet hedder i MS new speak. Frisk fra fad, var hun landet en uge tilbage i Kathmandu og var velvilligt hoppet på tilbuddet om at følge Bussens gøren og laden på nært hold. Det gav os andre mulighed for at se det hele lidt udefra og overøse en ny person med alle vore analyser og domme. Sjovt med nogle nye perspektiver og at gøre sig dansker-højpandet i diskussioner om nepalesisk talekultur, belyst gennem et Kierkegaard citat. Eller snakke frivillighed og en mulig revitalisering af traditionen for at sende danske håndværkere ud i stedet for akademikere.

Én diskussion helt frem til sidste dags afslapning ved lavlandets største pool (!) handlede om den dybere fortolkning af en kvindelig taler til Bussens storslåede åbning; Den energiske tale om Busser, herunder henvisning til en nu hedengangen busrute mellem Kabilvastu og Kathmandu for længe siden – var den mon helt misforstået, eller i sandhed dyb i sin pointe om at “alle skal kunne stige på Bussen og være med” – Bussen som metafor for demokrati? Mindede lidt om en taler i Palpa, der som talere er flest, ikke kendte temaet før minutterne før en storstilet tale indledtes og rodede sig ud i at demokrati for hans skyld kunne komme med cykel, knallert, flyvemaskine – eller bus, han var ligeglad!

Et anderledes Nepal

Samtidig var det nyt land for undertegnede, lavlandet, og særligt de muslimske landsbyer i grænseregionen af Kabilvastu distriktet. Jeg kunne ikke lade være med at udbryde, Pakistan! og Bangladesh!, når kvinder i komplet Burka blev cyklet forbi på linje med ulovlig cykelbaseret grænseimport/eksport – men indså så i et nu den begrænsede rækkevidde af min referenceramme, når vi passerede Madrasa-skoler, den lokale udgave af koranskoler, for børn af distriktets 20% Muselman (muslimer), der ellers ikke kommer i skole. En lokal NGO journalist berettede om pigernes undervisning af mandlige lærere, beskyttet bag et gardin – eller hvem det nu var der skulle beskyttes. Kabilvastu ture i MS regi udløser altid en snak om hvordan fattigdommen er mere åbenlys og in your face, end oppe i de tempererede og traditionelle samfund i højlandet. Jeg lærte, at det er nødvendigt, at inddrage det synspunkt at lavlandet præges af en nettotilflytning i modsætning til bjergene. Det giver en mobilitet og dynamik, til trods for Nepals generelt høje arbejdsrelaterede migration til udlandet, som man ikke ser i andre landområder af Nepal. Når folk ikke bor tradionelt, med stampede rene gårdspladser og køkkenhaver, er det fordi de netop har taget chancen og rykket familien op med rode og søgt etablering i det frugtbare lavland, til trods for stegende hede og ussel beboelse. I den skole, hvor Bussen skulle gøre holdt første dag, måtte vi vente på at ca. 25 slipseklædte unge mænd blev færdige med deres IT & business klasse – alle havde motorcykler på indiske nummerplader – og var de ikke indere (endnu) var de på vej!

Bussen havde en fin lokal teatergruppe ombord og selv om skuespillet var nogenlunde tematisk lig det i Palpa – korruptionstema, lige adgang til uddannelse for kønnene, udviklingsplanlægning og noget nyt om medgift – fornemmede man en vis erfaring i det overlegent udførte spil (i fodboldforstand), dialogen med publikum og den minimalistiske stil, uden for mange rekvisitter og kostumer. Så der var bestemt noget inspiration at hente med hjem til den unge Palpa gruppe (flere har allerede spurgt hvor jeg har været henne så længe), der står overfor en grundig evaluering efter et rekordår med over 70 gadeteater- og forumteaterstykker.

Tilbage i Tansen

At være eller ikke være alene tilbage i Tansen er ellers spørgsmålet, nu hvor Sara befinder sig i Kathmandu, afventende veninden Idas besøg, samtidig med at huset på bakken jo aldrig er helt ubefolket. En kæmpe edderkop har således lige skrevet under på sin egen dødsdom ved overlegent (som i kæphøj) at indtage brusekabinen!

Morgenstund som set fra vores hus

Arbejde er der også, og dagen idag har budt på “topmøde”, med det der på dansk ville hedde direktøren for kommunal planlægning & udvikling (sorry, kender ikke det kommunale områdes new speak). Med hans syv kumpaner og mine tre partner-chefer, vidste alle mand præcis hvornår der skulle grines af en vits. Man efterspurgte bl.a. min kompetence til kapacitetsopbygning indenfor de lokale regerings-strukturer direkte, i stedet for indirekte, gennem NGO samarbejdet. Jeg har nu rigeligt at gøre med NGO partnerne – desuden kan jeg egentlig bedst lide kvinder. Jeg prøvede at finde en indirekte måde at sige det på.

(Fotos fra MS Nepals fotosamling)

Ko-optog

Vi kan konstatere, at når en gud skal tilbedes (eller en helt) sådan rigtigt, så skal den bæres gennem hele byen. Det er svært at overhøre en festival hvis Guden med følge ligefrem kommer forbi din dørklokke og matrikel – det er da smart – og så kan man kaste ris, blomster, mønter, mad efter den og bede en stille eller højlydt bøn imens. Hindudarlingen Krishna er blevet båret rundt, ligesom den mere krigeriske gud Bhagwati og helten Bhimsen. Det gælder også køer – dog primært i hjemmebygget form, mens den levende ko, der går frit rundt i gaderne, får en ekstra rød plet midt i hovedet. En hellig ko er for Hinduer en høj inkarnation og køer tænkes særligt af newarer at være en guide til det hinsides efter døden. Det tunge slæbearbejde, alle disse gudebilleder kaster af sig, udføres af mænd fra den etniske grupper kumal – det er deres arbejde og måske også pligt. I Palpa er Kumal samfundet præget af fattigdom og arbejdsløshed, idet det traditionelle primære erhverv indenfor pottemageri ikke er meget værd nu om dage, med plastic på markedet. Vores bekendte i Palpa mener at unge Kumal mænd har en plads som bærere, at det skal de, og een af dem gik så langt som til at sige, at de er de eneste der er stærke nok til at bære de tunge gudeopstillinger (!). Her følger en beskrivelse af nogle at festivalerne:

Dansende køer og Storm P vagabonder

Der er mange flere mennesker i gaden end der plejer at være. Og hist og her dukker der drenge frem af mylderet, som er klædt ud som kun Storm P kunne have udtænkt sine vagabonder, med nogle halmstrå sat på hovedet og med Shivagudens tre-fork malet i sort på maven, kinderne, hånden. Der er noget på færde denne dag, og det startede allerede aftenen før, da stilheden blev brudt at rabalderlyde i gaderne – folk der havde mistet et familiemedlem i løbet af året, løb gennem gaderne med store metalstykker bundet ud imellem sig, som de hamrede på med kæppe for at lydene skulle nå op til himlen og bane vejen for de afdødes sjæle.

Af een af de skrå gader kommer en flok mænd og drenge løbende og trommende – igen i vagabondtøj, temlig berusede, med iturevne paraplyer og trommer, hjemmelavede trækameraer. De omringer os (vi er jo nogle blegfise) og danser for os, imens den ene mand fortæller, at hans far er død i år – derfor er de på gaden. Af en anden stejl gade spærres vores vej pludselig af en kæmpe aflang, trekantet og sært tobleroneformet ko lavet af træ og klæder, som bæres dansende og virrende til alle sider afsted af en masse mænd, halvt skjulte i “vommen”. Foran ved siden af koens hoved er et foto af denne families afdøde mand, og foran koen danser en masse unge mænd udklædt, nu også som kvinder (af den turistimiterende slags med meget lidt tøj på) og een agerer sort “rastafari” kameramand. Senere opføres politisk satire på een af byens pladser – dette er dagen i året, hvor man ifølge traditionen kan kritisere og gøre grin med den etablerede politiske elite så meget man lyster uden at det får repressalier. Måske får lige præcist denne del af festivalen ikke den samme betydning i fremtiden, når Nepal bevæger sig med udviklingen og en konsolidering af demokratiet, som vi jo i vesten bl.a. hylder for den frie presse og frie ytringsfrihed. Men som karnevallet på mange måder har vundet indpas i vesten, vil dette kocentrerede karneval måske også vedblive at være relevant.

Hvorfor er der denne festival, som hedder Gai Jatra – direkte oversat til ko-optog? Det har noget med familiernes afdøde mænd at gøre, koens hellige status og en historie om en konge og et land hærget af sygdomsepedimi. Og historien lyder sådan her:

Der var engang en Konge – Kong Pratap Malla – som regerede et nepalesisk rige der var plaget af en sygdomsepidemi, som kostede mange menneskeliv. Heriblandt også Kongen og Droningens egen søn. Kongen bad da sine borgere om, at gå i optog i gaderne, hen til templerne for at bede om sjælenes frigivelse, og herefter komme til paladset, hvor den som kunne ommuntre Droningen og få hende til at smile, ville vinde en præmie. Således opstod festivalen, hvor man prøver at opmuntre hinanden og samtidig bede om sit afdøde familiemedlems sjæls frigivelse. At koen har så fremtrædende en rolle skyldes en tro på -blandt nogle befolkningsgrupper, bl.a. Newarerne – at koen kan lede de afdøde trygt ind i efterlivet.

Krishnas fødselsdag

Der var ingen tvivl om, at der foregik noget med kærlighedsguden Krishna, for en indisk gruppe med et kæmpe højtaleranlæg begyndte allerede et par dage før hans fødselsdag, at tilbede ham med ”Hare Hare Krishna” fra kl. 5.00 om morgenen! De vækker os iøvrigt stadig med deres morgenbønner – måske tænker de; ”Nu er vi her jo, så kan vi lige så godt give den hele armen!” Da vi bor oven for byen, fungerer bakken som en tragt for byens lyde, og det er normalt rigtig hyggeligt, men nej, det her er bare meget højt! Vi er MEGET glade for vores ørepropper. Krishna blev i øvrigt selvfølgelig båret gennem byen i form af en kæmpe boks med Krishna-plakater på og røgelse, mad, blomster mv indeni.

Hvad udad tabes…

Faktisk en lidt streng titel, når nu Bagwati-Jatra (Optog for guden Bagwati) foregår i anledning af et slag som nepalesiske tropper vandt imod briterne i 1814 i den nærtliggende by Butwal. På den tid var det store billede blot det, at Nepal faktisk afgav en masse land til briterne i en fredsaftale et par år senere. Men den dag vandt nepaleserne, og det var selvfølgelig fordi de havde bedt den stærke og modige gud Bagwati om hjælp, hvorfor de byggede Bagwati templet i Tansen og hvert år siden stolte har markeret dagen med optog, militærparade og byfest.

En kuriøsitet ved denne festival er, at dette traditionelt set var dagen, hvor piger fra den bestemte etniske gruppe Newarer, fik lov at vise sig i gaden. Idet traditionelle Newar hjem, er pigerne efter sigende normalt hovedsageligt indenfor, beskyttet, men den dag, kan der vises frem og ses på. Og selv nu kunne vi konstatere, at der var markant flere piger i gadebilledet en normalt– nogle virkelig klædt på til fest. Vores Newar købmandsven brugte meget tid på at stå udenfor butikken og se på piger– som han sagde ”Now is the oppotunity to look at the most beautiful girls in Tansen!”.

Den frodige regntid

Det er regntid i Nepal og vores stejle Tansen gader omdannes med jævne mellemrum til floder, som tvinger os til at finde ly for en tid. Således blev vi fanget i en regnbyge på vej op ad en meget stejl gade, hvis belægning (mudder, hullede mursten og uidentificerbart skrald) valgte at “sugekoppe” Saras ene klipklapper så meget, at den gik i stykker, og hun måtte gå videre med kun een brugbar klip klap. Dog blev den anden ikke efterladt, som så mange andre før den, har belagt vejen med rågummisåler.Vi søgte ly hos den første den bedste biks, som tilfældigvis viste sig at være fyldt med skomagere. En to tre og vupti, så havde skomageren fikset Saras klipklapper til brugbarlighed, imens regnen stilnede af, og Jakob købte frisk mælk i den tilstødende biks.

Tansen bazar i regnvejr

Måske er der nogen af jer, der tænker “Hvorfor har pigebarnet dog klipklappere på, når nu sandsynligheden for regn er så stor?” Hvortil vi kun kan svare, at Sara simpelthen er blevet nepaleser på det punkt. Der er ikke det vejr eller det terræn, der ikke kan begås med klipklappere!

En anden dag tvang vejret Sara i ly hos en lillebitte biks fyldt med kvindetingeltangel (neglelak, øreringe, hårdimser, cremer mm), og imens regnen vitterligt forvandlede hovedgaden til en å, blev der købt hårdimser. Jakob, som var i bil og igang med at hjælpe vores hushjælp med at flytte, tog Tansens stejleste gade opad – en gade som i det vejr kvalificerer sig til en god river-rafting tur. Godt vi har fire-hjulstræk!!

Fra DK, UK og Nepal kom vi

Vi mødtes i Bangkok – mor og far kom fra Danmark, Søren fra England og vi fra Nepal – på et Jysk rejsebureau guesthouse. Bangkok er et slaraffen-land, en kæmpe metropol med imponerende transportnet, høje høje huse, kanaler, gamle templer og paladser, lækre restauranter, massage-steder (også de pænere), luksus.

Der var AC i taxaerne! Vi er vant til små lavstammede maruttier, der stinker og er ved at falde fra hinanden. Der var Motor-rickshaws, sky-train, middag på 52. etage med udsigt over Bangkoks imponerende skyline, store indkøbscentre, Patpong bestående af turist-tingeltangelmarked ned ad gaden, og langs siderne stripteaseklubber m. ”spisekort”.

Især i storbyen her, hvor tempoet er hurtigt, og sex-industrien så åbenlys, samtidig med thaiernes valfarten til templer og paladser for at tilbede Buddha og Kongen, er kontrasterne store.Turistindustrien kører på skinner, der er hele tiden noget man kan og bør opleve, og det er først når man tager herfra, at man pludselig står lidt tilbage med en følelse af kun at have kradset på overfladen af det Thailandske samfund.

Vand, vand og atter vand

Vi landede midt i thaiernes nytårsfest kaldet Songkran, hvor alle aldersgrupper kaster med vand overalt. I de dage var det umuligt at komme hjem tør. På kanaltur sad folk i vandkanten, lurende som krododiller, med overkroppen oven vande og parate til at overdænge forbipasserende både med flodens vand. Af de snævre gader skete det ofte at en kæmpe spand vand og en vandslange blev zoomet ind på os. På de større veje, var det sikkert at en bil med ladet fyldt med hujende unge ville køre forbi afstedkommende et vandangreb med vandpistoler og kanoner. Deres depot var som regel en kæmpe tønde fyldt med vand og en isblok.

BUDDHA- AMOK

Fik jeg nævnt, at vi næsten fik en overdosis af Buddha? Overalt i alle afskygninger i alle mulige slags materialer, med og uden hoved, skåret ud i træ (eller som folkemunde siger, så dukkede dette kendte Buddha ansigt op af sig selv i Ayuthaya, jaja), you name it! Buddha og så Thailands Konge – ham er de også vældig glade for, og hans foto pryder mange vægge, store plakater, og indrammede fotos står ved siden af Buddha statuerne i templerne mm.

I øvrigt kan det godt være, at thaierne er nok så Buddhistiske og venlige, men det hindrede ikke, at der var nogen der stjal min mors sko, da vi var inde og se den gigantiske liggende Buddha! Udenfor på gaden, var det eneste hun kunne få fat i nogle brugte klip-klappere fra en gadebiks. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, om hendes sko mon dukkede op i selvsamme biks dagen derpå.

Vi tog nattoget til Chiang Mai i nord, som er kendt for sine meget specielle lanna-stil templer (!). Måske fik vi også tempel-overload? Neeeeej da. Her er natmarkedet fyldt med alt det, man ikke kan bruge og kan bruge, dagsmarkedet med mad i alle mulige afskygninger og former, barer med gogo-piger, mange udenlandske mænd med en thai-kvinde ved siden eller måske som chauffør på en scooter. Vi lejede også knallerter, og kørte rundt om bymuren og ind i de kringlede gader. Og her var smukke templer!

”Beware coconut fall dawn”

Dette eksotiske skilt lød lovende. Mellem vores hytter og stranden og restauranten var der den ene kæmpestore kokospalme efter den anden, og man kunne se for sig, hvordan der hver morgen ville være et show, hvor kokosnødderne faldt ned – at det ligesom var den tid på dagen det skete. Men nej, det var en advarsel om, at de kunne falde ned når som helst, hvilket resulterede i at vi i meget rask tempo gik mellem strand og hytte med næsen i sky på ”faldende kokosnød-vagt”.

På Koh Kut (som måske er een af de eneste øer i Thailand nu uden et dunkende natteliv) hyggede vi med lækker mad, snakke, kortspil, gode snorkelture fra privatstranden, forfriskende plask i poolen, når saltet i vandet blev for meget, og Jakob og Søren og jeg dykkede.

Dykkerbanden gør klar til afgang

For os gamle var det 8 år siden, vi havde fået certifikatet endsige dykket, mens Søren var i dykkerverdenen for første gang for kun et år siden. Det gav ham en ynde, vi ikke kan prale med. Vores stil var nok nærmere ”badekarsprop og gispende hund på undervandstur” eller sådan noget. Men det var sjovt igen at være på de dybder.

Tak for en dejlig ferie:-)