Når børn har været i krig

Tegninger om krig

Tegningerne rummer alt fra sorgens tårer til håb. Der er en dreng med kun et ben, efter at han sammen med sin søster gik hen til en mine, der så spændende ud – de ville bare lege og så sprængte den i luften. Der er en skolegård, hvor børnene må dukke sig for ikke at blive skudt i krydsilden, fordi skolen er omdannet til kampzone mellem de stridende parter. Der er også en tegning hvor regeringssoldaterne og maoisterne står med hinanden i hånden og taler om fred.

Troede det var legetøj...

Tegningerne er tegnet af børn, der i Nepals 10årige borgerkrig (1996-2006) enten har mistet en forælder (eller begge), en søster, en bror, en ven eller en veninde. Det er børn der måske har været fanget i krydsilden mellem den maoistiske oprørsbevægelse og regeringssoldaterne, når de skulle hjem fra skole eller når de legede i skolegården, eller som har været taget til fange af enten den ene eller den anden part. Børn der er blevet presset til at deltage aktivt i en konflikt, som de voksne startede – det som kurerer eller bærere, kokke eller soldater med våben, deltagende i kamp. Nogle af dem har også meldt sig frivilligt, i trods, af (økonomisk) nød,eller med hævn for øje.

Et dårligt minde

 

En helingsproces

Ovenstående tegninger så jeg forleden dag på Patan Museum, og de var et resultat af en igangværende helingsproces, som den nepalesiske organisation HimRights og FN’s børneorganisation Unicef prøver at facilitere. Børn fra 10 distrikter – alle direkte påvirkede af konflikten – har igennem gruppesamtaler og kreative udfoldelser, som tegning og skrivning, prøvet at få sat ord på det, de har oplevet, og få tilliden til sig selv og hinanden tilbage. Program koordinatoren på projektet fortalte, at eet af landets store udfordringer er, at vi jo har en hel generation her, som er vokset op under konflikt, og som har set og hørt forfærdelige ting. Frygten er at de i fremtidige personlige som samfundsmæssige konflikter, vil reagere voldeligt eller asocialt grundet det de har oplevet. Lige netop derfor er projektet vigtigt. Både for børnene selv i en selverkendelses- og forsoningsproces, men også fordi deres oplevelser gennem bl.a. denne udstilling er blevet delt med andre nepalesiske børn og voksne, som måske måske ikke har gennemgået det samme. Sikkert er det dog, at de alle har været påvirket af konflikten.

Børn læser digte

Reintegration of børn i krig

Organisationen JMC (Joint Movement for Children), som jeg har arbejdet med herude, har været involveret i et lignende program. Mere specifikt har deres program handlet om, at reintegrere de børn og unge, som har været involveret i konflikten (for Maoisterne), i deres lokalsamfund igen, hos deres familier i Palpa distriktet og nabodistriktet Nawalparasi. Børnene, de har arbejdet med, er både piger og drenge og fra forskellig kaste og etnisk baggrund, men fælles for mange af dem er, at de er kommet fra fattige kår, og har meldt sig hos Maoisterne for af tjene penge (penge de aldrig fik). De er nu i gennemsnit 16-17 år, men nogen af dem er helt nede i 12 års alderen, og projektet har involveret omkring 200 børn i alt.

Udfordingerne har været mange – særligt hvis barnet har haft våben i hånd eller er pige. Har han/hun været soldat, og dermed involveret i krigsgerninger, er de (som overlevelsesstrategi) ofte blevet meget hårdføre og deres reaktionsmønstre er ofte aggressive, hvis de møder modstand. Er barnet pige og har været væk fra lokalsamfundet for at deltage i oprørsbevægelsen, kan de sommetider støde på en mur af fordomme, når de kommer hjem igen.

En piges oplevelser

Fordomme og normer om hvordan de bør være. En pige bør opføre sig på en bestemt måde, og hertil hører ikke, at sove væk hjemmefra (da hun jo kan blive uren af det. læs: have sex), og at agere som om man er lige så meget værd som manden. Samtidig har flere af pigerne oplevet voldsomme ting, som kan være svære at fortælle om bagefter

Her har organisationens socialarbejdere og psykosociale rådgivere både arbejdet direkte med børnene gennem samtaler ved at lytte til dem og anerkende deres problemer, og hvis nødvendigt foreslået andre konfliktløsningsmetoder end aggression. Lokalsamfundet er også blevet involveret. Især har de eksisterende børneklubber spillet en stor rolle i indlemmelsen af de tilbagevendende børn, og ført an i at tage kontakt, og lege på lige fod (faciliteret af JMC, som har holdt møder med børneklubberne om alles lige værd og dermed sensitiveret dem til at modtage de hjemvendte). Selvfølgelig er skolelærere og forældre også blevet aktivt involveret, og udfordringen har her til tider været, at overbevise dem om, at barnet har brug for kærlighed og ikke afstraffelse for det, de har været med i. Organisationens holdning er (og den prøver de meget aktivt at viderekommunikere til lokalsamfundene), at børnene ikke viste bedre. De var ofre i de voksnes konflikt, og de skal tilgives.

Spildte år?

I reintegrationen i samfundet, skal børnene finde en ny plads – de fleste er begyndt i skole igen, til dem der er blevet for gamle, er træning blevet tilbudt (sy-,køre-,reperatør-mm-træning); få har valgt at drage videre til Indien for at finde job. En fremadrettet strategi for JMC har også været at tale med børnene og lokalsamfundene om, at de faktisk kan bygge videre på noget af det, de har lært ved deres involvering hos Maoisterne under konflikten. Det har ikke kun været spildte år. For eksempel, er de blevet rigtig gode til at holde tale, og have selvtilliden til at stå foran en forsamling og prædike. Mange af dem har talent for at mobilisere, og hvis det bruges positivt, kunne de i fremtiden blive aktive agenter i det lokale samfunds udvikling.

Der tændes lys for børn dræbt under konflikten

 

Comments Off

Gemt i Uncategorized