Overalt i byen summer det af forventning – premierministeren aka den gamle guerillaleder Prachanda kommer til Tansen. Den by hvor hans kadrer i starten af 2006 lige akkurat nåede at bombe paladset, som blev benyttet til regeringskontorer, inden nu ex-kong Gyanendra overgav magten til partierne, og maoisterne satte sig til fredsforhandlingsbordet.Der hænger bannere i gaderne – ”Velkommen Premierminister”, og rygtet siger, at han sågar vil gå gennem byen efter at have talt til palpagenserne! Busser fyldt med folk fra landsbyerne ruller forbi, skolebørn i alle mulige farver uniformer kommer gående på rad og række fra samtlige skoler og colleges i omegnen – selv taekwondo-skolen laver parade, kulturelle foreninger iklædt traditionelle klæder – nogle syngende og dansende – , flere af vores bekendtskaber kommer spadserende i deres fineste pus, som i dagens anledning endda inkluderer en habitjakke i dhaka.
Folk sidder afventende fra morgenstunden
Inklusivt politikorps i arbejde
Politiet ser i dag mere funktionelle ud (normalt dasker de afsted i gaderne med hinanden i hånden – jamen det gør de altså!) med walkietalkes, stave eller kæmpe geværer vogtende over henholdsvis nyligt landet helikopter (på slaget 12.00 dut) og rådhuset, hvor de vigtige personer opholder sig. Hvilke vigtige personer det er, kan vi stadig ikke få bekræftet – der er en hvis forvirring nu, er Prachanda her eller ej?
Ingen vil indrømme, at han ikke kommer. Jakobs ene kollega, en velinformeret radioleder kendt for at sige tingene ligeud, siger, at han har fået bekræftet, at Prachanda ikke kommer. Med den viden skulle han alligevel høre på, at en fodsoldat fortalte ham, at: ”Prachanda kommer, bare vent, han kommer liiiige om lidt”. Rysten på hovedet.
Er det mon Prachanda der kommer der?
Nu præsenteres Minister of Defence som æresgæst og det er officielt. Det er ham og ikke førstemanden der dukker op i dag. Det er der nu stadig ikke nogen der har offentliggjort. Vi opgiver at stå i solen og se på og i høj grad blive set på, og følger vores maver på jagt efter frokost. Op gennem byens gader kan vi nu fra de mange små butikker høre Forsvarsministeren tale; der er tændt for radioerne, og imens hans stemme strømmer ud på gaden (både fra radioer, men nu er højtaleranlægget også skruet op og hans stemme høres klart oppe ved byens højereliggende bebyggelser), er vi ikke de eneste der ryster på hovedet og siger.”Det skulle have været premierminister Prachanda deroppe!”
Er han mon kommet nu?
På vores stamrestuarant Nanglo (hvor de i øvrigt kunne fortælle, at de havde serveret nepals nationalret nr. 1 dalbhat for æresgæsten) og nede hos mælkedrengene mener de, at Prachandas bortblivelse har at gøre med sikkerhed eller rettere manglen på sammen. Vores fredelige Tansen, ja det kan være svært at tro. For os vil dette alligevel blive husket som dagen, hvor vi længe troede vi skulle se Nepals førstemand – dagen hvor vi næsten mødte Prachanda.
