MS Nepals helt store demokratikampagne, som den velbevandrede Itsibitsilæser vil kende under navnet Demokratibussen er nu så godt som parkeret. Så hvorfor ikke markere denne overgangsrite med en digterisk salut a la At Tænke Sig, på Politikens bagside?
du er og bliver
ømtåleligt med os,
Født er du,
af kløgtig kampagne,
“TV Lorry i Nepal”,
Hvad tænkte Nepal?
“Peace for Alliance”
Kathmandu og fest.
Filmede dig selv,
Teatertrup og leg
Alt i én køre.
Du gik op i det, 
Evalering venter,
Hvad huskes nu?
Meninger mange,
skal brydes igen,
På antabus.
Selvkørende,
er vel nu Nepal.
Demokratiets vej,
hullet og lang.
Sådan kunne man jo blive ved i det uendelige, stadig uden helt at få indkredset, hvori dilemmaet og følelsen af ambivalens vis a vis denne Buskampagne egentlig bestod. Hovedanken er måske at der i kampagnens form synes at være en kontrast til MS identiteten, partnerskabstilgangen, det interkulturelle aspekt. Det kan måske beskrives tidsligt. Hvordan kan vi pludselig lancere noget der i den grad modsiger kapacitetsopbygningen og det lange seje træk, som partnerskaberne forsøger at repræsentere? En buskampagne, der lander i hver landsby et par timer, én dag og gennemspiller en serie aktiviteter – det forekommer unægtelig overfladisk. Den mest effektive aktivitet ombord var teaterstykket – en aktivitet, der allerede baserer sig på lokale resourcer med forstand på distriktet og for så vidt ville kunne gennemføres uden den fordyrende Busomstændighed. Sådan er der utallige og dybest set trættende indvendinger, at gennemgå – det vil vi her udfri læseren for.
Men en interessant observation skal dog med; bussens slogan – demokrati som en måde at leve på, går fint på engelsk, democracy as a way of life, men på nepalesisk nagede det i stigende grad denne signatur, at en fornemmelse af at noget var tabt i oversættelse og kulturel konnotation, ikke helt kunne benægtes. Det var som om Loktantra – ek jiwan et-eller-andet kom til at lyde som en varedeklation for én bestemt livsform. Ikke demokrati, som forankring i hverdagsliv og lokale beslutningsgange, for alle nepalesere, som vi kunne håbe. Men snarere demokrati med en undertone af én måde at leve på - den fede måde! Det understregedes unægteligt af at de unge kampagnefolk, ombord på bussen spejlede en urban coolness og storbyidentitet i påklædning, omgangsform, sprog og udstråling – alt sammen noget der stofligt og reelt understregede en kulturkløft i forhold til landsbyernes befolkning, unge som ældre. Unge i landsbyerne kan selvfølgelig til en vis grad vælge at iføre sig hippe jeans og solbriller og følge med på tv, så længe de har bare lidt resourcer at rutte med. Men dermed ville de unge jo bare redde sig selv i “springet” over kulturkløften. Dette ville aldrig være noget der byggede bro og skabte nye fortællinger om demokrati, som en ny vej for hele folket, for lighed, deltagelse og involvering. Demokrati tenderer måske snarere at være en “vogn”, som nogen føler sig skabt til at hoppe med på, mere end andre. Det er et begreb der bejler til magteliter – enten en politisk, en økonomisk, forretningsmæssig, eller en kulturelle elites lækre livsformer – demokrati som én måde at leve på, hvis du har råd og kan følge med!
Bussen parkeres nu og strippes for slogans – en mængde råbånd med videooptagelser fra samtlige busindslag skal klippes ned i overskuelig størrelse og som digtet ovenfor, evalueringer og erfaringsopsamling vil være næste skridt. Forhåbentlig er MS Nepal dermed klædt anderledes på, næste gang Nepal udvælges som landsindsamlingstema.
