Spiser frokost m. Sudha og Umesh
I Tansen ventede vores to sproglærere fra MS på at give os opfølgningen i nepalesisk. De havde været i byen siden torsdagen før, hvor de lige slap igennem før de mere alvorlige skred.
Fra sprogugen er ellers ikke meget at berette – foruden at det føltes som om vi kunne langt mere end ventet – ovenpå to måneders ferie i DK + træning, gjorde vi alles ringe forventninger, ikke mindst egne, til skamme! Pædagogerne havde nok brugt ventetiden på at lære partnerne at være enormt gode til ligesom at lade som om de virkelig fattede hvad bideshi’erne prøvede at sige. Vi skulle jo ud i virkeligheden med det, sproget, det var det hele øvelsen gik ud på – så torsdag hoppede vi alle ind i MS SUVen, efter at have udvalgt os et af de mere ubehageligt tilgængelige stop ude i distriktet, for vi skulle snakke med den lokale administrative repræsentant derude, VDC sekretæren. Finten var bare at VDC manden selv var i Tansen den dag, så kunne vi mon ikke give et lift i den store hvide bil? Aber naturlich! På en længere hullet køretur på trang plads tænker man da nok sit om nødvendigheden af det hele, men hva, mødet viste sig at være fint og indholdsrigt – ikke bare en ”sprogtest”. Efter mødet, går det så gradvist op for os alle at manden faktisk nu har tænkt sig at låse kontoret af igen, hoppe ind i bilen og dele det gode selskab endnu en gang hele vejen tilbage til Tansen – for han har da lige endnu et møde inden aften!
Afslutningsvist; huset er ved at vende tilbage til sin tilstand af kølig tilbagetrukkethed, myrerne kan bekæmpes og vi bor jo ikke i en sump after all, men i en smuk have. Vi har fået to nye venner m/k fra UNMIN, FNs mission i Nepal, der skal være her op til (tja lad os nu se..) valget i November og rådgive det lokale regeringsvalgkontor. De vil det samme som os nemlig godt selskab og kommer fra henholdsvis Liberia og Tjekkiet. Hvor heldig har man lov at være?
