Vi sprang ud i det i weekenden og begav os ud på lidt af en vandretur ned til Ranighat, som er et gammelt meget forfaldent hus, der ligger ved en stor flod. Tansen brander det som Nepals ”Taj Mahal” – det er nu nok så meget sagt, men turen derned var fantastisk smuk (og lang – 4 timers vandretur) gennem frodige dale med terrassemarker overalt, skovstier og små byer, der blandt andet lå på højderyggene mellem dalene. Vi tog turen sammen med Torsten og Karen, som bor nede i det varme lavland,. De var oppe og nyde den friske Tansen luft, over en weekend hvor der alligevel nede i terai var temmelig meget stilstand p.g.a. en generalstrejke kaldt af Madhesi Forum.
Fremme ved Ranighat, fik vi en tiltrængt kold cola, et veltilberedt måltid dalbhat (ris, linsesuppe, grønsagsmiks, og her også Tansen specialiteten, nemlig chakaauni, som er en kartoffelsalat, der smager lidt af parmasanost.. nok mere speciel end decideret lækker), et kig på huset, og et dyp i floden. Det var tæskevarmt, så hver gang vi kom i nærheden af et kilseudspring, en kilde, overvandingsanlæg eller andet vandet, blev det kastet op i hovedet og over nakken.
Vejen op til Tansen igen var virkelig opad bakke, selvom vi egentlig gik imellem bakkerne (som jo stadig for os er meget bjergagtige) i dalene. Men heldigvis smukt samtidig. Da vi fik taget den sidste stigning, og kunne side og puste ud i kendte omgivelser oppe for foden af Shrenegar Hill, som vi bor lige ved, var vi enige om, at det ikke havde været muligt at gå længere. 8 timer på en varm dag, hvor vejen virkelig var ukaalo/uraalo (op/ned), er hårdt, selv når man til daglig i Tansen vader op og ned af stejle gader. Men dejlig tur. Godt vi gjorde det.
