18 februar , 2007...10:04 am
Tour de Shivaratri
Det du nu skal bevidne, kære læser, strækker sig over mange uger – fra små forskydninger i hverdagen og tiltagende undren til den helt store aha oplevelse og efterfølende ekstase. Forestil dig den her sindsoprivende køreoplevelse - som tidligere beskrevet her på itsibitsi, fyldt til bristepunktet med, hvad skal vi kalde det, oplevelser og indtryk, der påkalder sig såvel den kørendes som co-drivers fulde opmærksomhed. Hele tiden! At sanserne så alligevel bærer på et hidtil ikke-erkendt overskud til registrering af, i den større sammenhæng, relativt små forandringer i indtrykket af vejenes gængse sammenrend af kvæg, husdyr og skolebørn; cyklende og oksekærrekørende; gående i alle ærinder, inkl. transport af div. rygtilpassede genstande herunder store brændelæs; hvinende knallertmotorcykler og vanvittigt kørte busser, samt tonstunge ”please hunk horn” lastbiler – der i grunden ganske godmodigt ofte blinker én forbi. Til sagen ja, men her registrerer vi så følgende og Sara tager hurtigt føringen: Hellige mænd - i alle afskygninger for der er stor variation. Sadhuer og Babuer, måske en guru med følge her og der – som sådan er han vel bare i ordets oprindelige forstand en læremester. Men altså kommer de vandrende, hvorend vi kører – her råber fornuften os jo hurtigt op med kravet om at der må være et mønster. Ruten synes at pege fra det syd-vestlige Nepal og den indiske grænse og op mod Kathmandu. Ærindet? Jaane Shivaratri – turen til Shivas Store Aften.
Et par forespørgsler i øst og i vest, og folk aner ikke hvad vi snakker om. Indtil nogen stikker hovederne sammen og hvisker Maha Shivaratri. Den forestående festival, der hér ligger uger ude i fremtiden, henviser til Shivas fødselsdag, populært sagt – man fejrer Guden for Skabelse OG ødelæggelse og alle hans inkarnationer denne dag, aften og nat. Det største Shivatempel i Nepal, et af de helligste i verden ligger i Kathmandu centrum, lidt væk fra dér hvor Triphuvan Lufthavnen nu ligger og forsøger at leve op til sin eksistensberettigelse. Ved denne tid runger det formentlig gennem lokalerne på et eller andet joint-regeringsstyret - Unescofinancieret kontor, at hvis man som sidst kan vente op mod 300.000 Shiva tilbedende hinduer og alle disse hellige mænd på én og samme dag i starten af måneden Falgun/midt-februar, ja så kunne det da godt være man skulle til at i gang med nogle indledende øvelser snart.
Så Sadhuerne har altså et mål. Der er bare langt til det, da vi første gang begynder at se dem langs vejene. Vi træffer hurtigt den beslutning, da det går op for os at man oven i købet får fri denne dag tilegnet Shiva (tak Shiva), at vi må derind. Pashupatinath er til daglig stedet hvor troende hinduer starter deres sidste rejse; de brændes side om side på bål af velduftende træ langs med Bagmati floden. Helligt helligt sted – og stå ikke i røgretningen.
Hindukultur og narrestreger
Dagen oprinder – mange forberedelser og tidligt op. Vi kører af sted ved solopgang og allerede i de nærmeste omgivelser er folk så småt i gang med at forberede ofringer. Nær Butwal kører vi ind i en kæmpe menneskemængde og konstaterer at templer kan trække lange køer. Smukt påklædte og alle med et flettet fad med alt det gode, der kendetegner en høstfest på vore breddegrader, det bedste er kun lige godt nok til Shiva. Mange kønne unge piger er der og de gifte kvinder er klædt i de smukkeste røde sarier. Fyrene går mest rundt med hinanden i hånden og ser afventende ud, ikke så meget nyt under solen dér.
Vi kommer for alvor ud på den flade Terai landevej efter Butwals kaos af rickshaws. Farten sættes op med flow’et, et par overhalinger og … så begynder vi ellers at skue cirkusset ude i horisonten. Mod sædvane er det ikke bare busserne der pludselig holder dér midt på vejen til af- og pålæsning, nej hele trafikken ser ud til at stoppe. Den gode stemning i bilen begynder at trykkes lidt i køen med udsigten til drengestreger – de har for vane at tjene en skilling på simpelthen at ”lege på motorvejen” med en snor over vejen; går den så går den. Snore er det og det gentager sig - de første gange kører vi igennem med et ”hør nu her, bikaase sansthaa”; udviklingsorganisation – med ret til blå nummerplader og fri passage. Men nærmere Narayanghat begynder klientellet langsomt at skifte og hele scenariet antager pludselig en art folkelig karakter. Man er færdige med pujaen ved templerne og nu hedder det ”Nepali sanskriti” og ”this is our culture”, gerne fulgt op med et ”10 rupies”, men oftere smil og et ”happy Shivaratri!”. Der gives tikka fra bakker med rødt pulver blandet til en ”grød”, andægtigt holdt frem af de ugifte piger og det ser sørme ud til at vore medtrafikanter giver en skærv ved hver eneste bom. Hvor frivilligt det er, kan nok diskuteres når det nu er nødvendigt med reb eller sågar kraftige bambusstænger over vejen. Indimellem blæser en chauffør på det og kører rimelig aggressivt til – Sara får slået op i ordbogen og råber ”farligt” ud til de ivrige vejspærrere.
En god frokostpause i Narayangat senere og vi snakker om det som overstået. Forude venter bjergveje og hårnålesving, så må de vel finde et andet sted at udfolde sig eller? MANGE bomme senere er ørerne helt udmattede af et utal af hurtigt formulerede argumenter til tålmodigt nedrullede vinduer - ellers råbt til dem lukkede, eller skåret helt ud i pap med slag på bilens side. Vi triller op ad de sidste stigninger inden Kathmandudalen i en noget tikka-rød sminket bil. De sidste par hold vi har mødt var af den mere hårdføre type, hive-fat-i-bilen og råbe-smarte-bemærkninger agtige typer. Vi fornemmer at truget er ved at være tomt og det er legitimt at bides. Længere fremme må vi konstatere at selv Dalens tæt bebyggede, stærkt trafikerede kvarterer byder på fænomenet! En sidste tur får vi ti meter fra det endelige stoppested hos MS Nepal i Gyaneshwor – børn i gaden gnækker af grin over deres helt igennem fede idé om at spærre for den smalle vej for hver eneste MS bil der måtte komme.
Trætte finder vi frem til gæstehusets værelser, tørrer sveden og tikkaen af panden og får det mest velfortjente bad længe. Nu skal intet mere forhindre os i at nå ind til hjertet af denne festival, Pashupatinath og Shiva templet.
Leave a Reply