Lørdag er dagen hvor det er rarest at cykle; alene af den grund at man kan komme ud af Kathmandu og ud til markerne og de små byer i dalen uden at blive helt grå indenvendig af bilos eller haldøv af den evige dytten og båtten. Lørdag svarer nemlig til vores søndag derhjemme i DK. Søndag derimod er ugens første arbejdsdag for nepaleserne!
Igår, lørdag, hoppede vi så på mountainbikes, og cyklede gennem byen. Her duftede af røgelse og krydderier, og ved de små templer her og der var der mennesker der worshippede med farverige blomster, små søde sager mm. Kvinder sad på fortorve og gårdspladser og vaskede hår, alt imens vi cyklede forbi mange grupper af mænd (børn, unge, ældre), som spillede – et ludoligende brætspil og også et bob-lignende brætspil. Der blev også bygget huse, hvor mændene står grå fra top til tå af at støbe cement mm. Der bliver faktisk simpelthen bygget konstant. Vi konstaterede idag, at vi ikke tror vi har været et eneste sted i Kathmandu hvor man ikke enten kan se eller høre nogen der bygger noget!
På et tidspunkt stoppede vi op under et kæmpetræ med udsigt over markerne, da to drenge kom løbende. Den ene af dem kravlede op på den cementbænk der var støbt rundt omkring træet, og lavede en baglæns kolbøtte i luften lige foran os. Jakob sagde helt spontant “ekdam ramro” (hvilket betyder “rigtig godt” – vi skal jo øve vores nepali!) og han fnisede. Langs vejen blev der ordnet uld i lange baner, høstet små frimærke-marker. Ja der var så meget leben, og det var dejligt at suse forbi, sige “namaste” rigtig mange gange, og så stoppe op og indsnuse den rene luft. Ude af byen i fred og ro.
