I spørger sikkert jer selv, hvad de to billeder vi så fint har flettet sammen dog har til fælles. Bindeleddet er t-shirten, hvorpå der står “Aarohan. Gurukul School of theater”.
Her hvor Sara står nok så frejdigt med det første bagværk i Nepal kreeret fra egne hænder (et projekt der desværre senere mislykkedes, da det viste sig at mel var af en forkert slags, således at bollerne blev virkelig virkelig tørre – øv), har hun en nyerhvervet t-shirt på, som vi købte da vi i fredags var i Gurukul teateret.
Her har de nemlig de sidste ti dage haft “Ibsen festival”. Ja dén Ibsen, hvor teatergrupper fra Nepal, Bangladesh, Norge og Indien har bidraget med deres fortolkning af een af Ibsens stykker. Selvfølgelig var et Dukkehjem også på programmet.
Vi besluttede os dog for at vente med at se et finkulturelt teaterstykke på nepalesisk til lidt længere henne i vores nepali-læring, og valgte derfor at komme en aften, hvor det var en musikalsk fortolkning af Ibsens stykker der var på programmet.
Det var en nepalesisk gruppe kaldet Sukarma (hold lige øje med dem!), som spillede for en fuld sal fyldt med veloplagte tilskuere. En tabla-spiller, en sitar-spiller og en Sarangi spiller stod i forgrunden, mens to fyre spillede henholdsvis fløjte (stor bambus een af slagsen) og nepalesiske trommer. Det var virkelig fint, men først efter at gruppen havde lagt Ibsen-fortolkningen på hylden og kastet sig over deres egne (for nepaleserne åbentbart meget velkendte) numre, at der kom rigtig gang i den. Der var så megen energi og musikalitet – de var så præcise og deres overgange mellem numrene var superb. Tilskuerne der pænt havde lyttet til fortolkningen af Ibsen-stykket, med klapsalver her og der, gik nu helt amok. Nogle dansede, der blev klappet og klappet og sunget og hujet. Det var det de var kommet for! Og vi var bare heldige, at være dumpet lige ned i det!
Hen imod slutningen sang de en sang, som godt kunne gå hen og blive Nepals nye friheds/fredssang: “Mero desh” – Mit Land -.
