Kører afsted over broen og opad Pulchowk, en af Kathmandu dalens tungest befærdede veje, der forbinder Kathmandu, Lalitpur og Patan. Menneskemylder, dyttende knallerter, motorcykler, lave Maruti taxaer, overfyldte minibusser og tuktuk’er. Lugten af bilos, skrald, mad- og krydderidufte trænger sig på gennem bilrudens åbning.
DEJAVU, Feb. 2005.
Foruden det almindelige menneskemylder er der massiv tilstedeværelse af militær og politi i gaderne. Folk går rundt uvisse om hvad der vil ske. Kong Gyanendra har lige taget magten i det der bliver kendt som det royale coup d’etat. I ny og næ holder en lille tank eller to på selvsamme Pulchowk; selv på een af byens gamle smukke pladser, Patan Durbar Square, blandt de ældgamle templer holder de. Dagligt hører man i Kathmandu om kampene mellem maoisterne og hæren udenfor dalens beskyttende bakkekam omkring hovedstaden. Maoisterne ser man aldrig rigtig her.
TILBAGE PÅ PULCHOWK, NOV. 2006
Vores chauffør peger til venstre ind på en høj bygning, hvor røde flag svajer i vinden. “Headquarter of the Maoists” siger han. Det giver faktisk et sug i maven, selvom vi allerede dagen efter vi ankom fik en indikation på at maoisterne nu er “over jorden”. En vej-blokade midt i Kathmandu foranlediget af maoister med hele repertoiret af brændende dæk og hvad der ellers hører sig til. Det var alligevel sært sådan at se deres hovedkontor der midt i byen. Så øjensynligt og åbenlyst. Klart et tegn på at det er ændrede tider siden sidst.
Som endnu en bekræftelse på dette stod der en gruppe maoister med umiskendelige røde tørklæder med grej i hænderne, komplet med flag (som var det en månelanding) og gjorde rent i vejsiden. Vi så flere af den slags oprydningsgrupper i løbet af dagen og kunne i avisen læse, at 700 maoist-kadrer var sat i sving og endnu flere kampagner var i støbeskeen. En interessant charmeoffensiv må man sige - aktivering af folk, der måske før stod med våben i hånd rundt omkring i landet?
FRED I NEPAL?
Der bliver talt meget om fred i disse dage i den internationale presse og den nationale nepalesiske presse. Fred. Forleden forelå så en længe ventet kulmination på “the summit-talks” – en historisk aftale mellem den såkaldte syv-parti-alliance og maoisterne. Det handler om fred og meget om magtfordeling; teknisk en del om våbenhåndtering og i det mere abstrakte om kongemagten og monarkiets fremtid i den nepalesiske demokratiske realitet. Desværre ikke så meget om den svære forsoningsproces nepaleserne nu står overfor. Faktisk foruroligende lidt.
Det er meget kontrastfyldt at være vidne til pressedækningen af begivenhederne og så samtidig være så meget til stede i realiteternes Nepal – eller ihvertfald virkelighedens verden i Kathmandu. Den megen snak om historiske fredsaftaler har faktisk stået i skærende kontrast til realiteterne udenfor døren i denne uge. Der er blevet banket insisterende på kathmandu’tiernes døre af tilrejsende maoister, der beder om husly, mad og økonomisk støtte – en praksis der har været normen overalt i landet i de sidste ti år. Kathmandu’tier stemte så dørklokker på maoisternes hovedkontor for i forening af levere et “nu er det nok” – hvorefter det nærmest kom til sammenstød parterne imellem. Politiet holdt sig i baggrunden, nogen pustede vist konspiratorisk til ilden. Alt dette hørte vi mens vi sad og lærte nepali. Maoisterne var begyndt at strømme hertil fra nær og fjern fordi deres øverste leder Prachanda skulle holde en “tale til nationen” fredag i denne uge. En lille styrkeprøve med opvisning i maoisternes opbakning og volumen, kunne man måske kalde det, komplet med “frivillig” hjælp fra civile borgere. Ikke desto mindre er dette nu blevet afblæst. Hr. Prachanda har også vigtigere ting at tage sig til i disse dage, nu hvor maoisterne for alvor skal ind i mainstream politik. USAs ambassadør spiller traditionelt en stor rolle, på linje med Indiske toppolitikere. “Fra terrorisme til turisme” skrev vores sarkastiske engelsksprogede weekly forleden, om det politiske “roadshow” der kendetegner maoisterne og med dem, de øvrige partiledere for tiden. Valget skal stå om et halvt år så vi spår en eskalering i charmeoffensiver og roadshows. Det skal nu nok blive spændende at følge.
Nepal ma kina saanti ghAro chha? – Hvorfor er fred så svært i Nepal? (frit formuleret af Sara). Som vores lærer sagde forleden, så er det sådan set en sætning der er meget anvendt her til lands, sammen med det forenende valgsprog – ke garne? What to do? Det emne er på det nærmeste uudtømmeligt.
