Namaste! Så har vi redesignet bloggen – et udslag af rimelig god netforbindelse og masser af tid, mens vi får in-country orientation og venter på sprogundervisning, visum, kørekort, blå tønder, partnerbesøg m.m.m. Fedt at besøge Kathmandus sights (i velafvejet dosis) – man får jo næsten lyst til at springe ud som Buddhist når man mærker roen brede sig ved lyden af fredelig chanten (a la hum ba di hentehår) omkring den største Stuba, Bodanath (vistnok den 4. største på verdensplan). Hvor man andre steder populært forklarer den zenbuddhistiske eksistentielle spørgen med “hvad er lyden af en hånd der klapper?”, går den store undren på disse kanter på “hvad er der egentlig indeni, under øjnene?” Vistnok noget af Buddhaens aske, lyder svaret ofte – for så stor en størrelse er vel ikke massiv? Rigtig mange, især ældre, tibetansk- og Sherpa udseende mennesker foretager den rituelle vandring i stubaens omkreds, drejer på de indbyggede eller “mobile” bederuller, tænder et lys, brænder noget eller ringer med en klokke. Et sted kan man stille skoene og få lov at komme ind og overvære munkenes bønner – desværre var det ikke et krav at efterlade kamera så vi undslap kun med nød og næppe horder af paparazzi turister der i kampens hede næsten væltede donationsbøssen. Peace (om vi må bede).
