25 oktober , 2006...5:36 pm

… til Nepals Himalaya-bjerge

Det var med en genkendelsens glæde at vi vågnede op i flyveren fra Dubai til Kathmandu, og udenfor vinduerne i horisonten skimtede Himalayabjergene tårne sig op i al deres pragt. Med to dages forsinkelse var det bare dejligt endelig at kunne sætte foden på nepalesisk jord, og køre ind i al Kathmandus virvar af dyttende biler, forskelligartede og fremmedartede (men alligevel for os så genkendelige) lugte, farverige kvinder i sari-gevandter, en ko eller to her og der som stille og roligt bare står, som om der ikke er en kaotisk trafik og leben omkring dem. Grundet forvirring om vores ankomst blev vi godt nok ikke hentet i lufthavnen, men måtte preje en taxa (dem er der virkelig rigeligt af), som desværre ikke viste hvor MS lå. Vi kendte området, men i Nepal arbejder man ikke lige med gadenavne og nummer, så ja.. lidt besværligt. Da vi havde kørt rundt en tid og måtte til at erkende at vi var faret vild, så Sara pludselig en bil komme kørende med MS logo på. Hun flåede døren op og løb over og stoppede den. Meget heldigt sammentræf. Det var egentlig den mand der skulle have hentet os, som var der, så han fulgte os på vej, og sørgede for at vi følte os velkomne og at vi fik en god portion thai-mad senere samme aften. Vi er indlogeret på MS´s guesthouse, hvor MS-Nepals landekontor ligger på 1. sal. Det er et fantastisk dejligt hus, med have, terasse, stuer, et fint værelse, bare en dejlig afslappet atmosfære og ikke langt fra storbyens liv. Faktisk midt i. Perfekt.